Vores mission er at assistere lærerne bedst muligt med at inkludere og differentiere. Vi er spiludviklere og har allieret os med forskere for at skabe et digitalt læringsspil der for alvor kan fange elevernes interesse og lære dem noget. Også selvom de har koncentrationsbesvær eller det bare er fredag eftermiddag. Samtidig inddrager vi læreren gennem den almægtige lærerrolle.

Konceptet

Inden for moderne mobilspil har man med stor finansiel succes ladet spil være gratis, men tager betaling for ekstra ting der gør spillet sjovere, den såkaldte freemium model. Vi benytter grundlæggende samme koncept, men til at motivere eleverne til at arbejde med matematik.

Vores spil hedder Robot Laser Tag og er et multiplayer skydespil hvor eleverne spiller mod hinanden fra hver deres computer. Man styrer en legetøjsrobot der skyder andre legetøjsrobotter med laser.

Robotten kører på strøm og skal ind i mellem i værksted for at lade op. Mens man er i værksted kan man løse opgaver for at tjene penge til skud m.m. Hvis man ikke laver matematik, får man ikke skud og så får man klø af vennerne.

Strøm sørger for at eleverne bruger tid på matematik, penge-belønningen motiverer dem til at gøre sig umage.

Der er 14918 opgaver indenfor addition, subtraktion, multiplikation og divison. Fordelt på fire del-emner (positive hele tal, negative hele tal, positive decimaltal og negativdecimaltal). Hvert del-emne har fem niveauer (typer opgaver). Via intro-opgaver og løbende adaption følger niveauet for opgaverne tæt elevens niveau.